Fra avocadosten til diamanter

Juvérlerbutikken Ohana er flyttet fra Lille Triangel til Nordre Frihavnsgade

”Jeg har altid lavet smykker”, fortæller Nordre Frihavnsgades nye guldsmed, Reuven Ohana. Han er født i Israel og kom til Danmark for 20 år siden. ”Da jeg var barn skar jeg ansigter og smykker ud af tørrede avocadosten, og som ung begyndte jeg at arbejde i metal. Derfor var det guldsmed, jeg ville være” fortæller han fra de nye lokaler i Nordre Frihavnsgade 15.

Reuven Ohana fik egen juvelérforretning for 10 år siden i Holbergsgade efter at have arbejdet på nogle af Københavns fineste guldsmedeværksteder. I 2009 rykkede han til Østerbrogade ved Lille Triangel, hvor han hurtigt blev opdaget af de lokale østerbroere. Nordre Frihavnsgade blev næste skridt for den arbejdende guldsmed, som er glad for sin nye adresse:

”Nordre Frihavnsgade er en livlig og hyggelig handelsgade med små butikker, nem parkering og heldigvis også flere andre guldsmede. Det er lidt ligesom nogle af gaderne i Antwerpen, hvor diamanthandlerne ligger side om side. Hver har deres specialitet, der er kunder til alle, og alle er glade.”


Forvandler farmors forlovelsesring

Ohanas speciale er at forvandle ældre, arvede smykker til moderne design. Kunderne kommer fx med deres oldeforældres vielsesringe, som de ønsker at få smeltet om til deres eget bryllup. Det kan også være farfars manchetknapper, der genopstår som ring. Eller diamanten fra et diadem, der er gået i arv i tre generationer, som indarbejdes i et moderne designerarmbånd.

”Mange mennesker har arvesmykker liggende i skuffen, som har stor affektionsværdi for dem. Men de får ikke brugt de gamle smykker, fordi designet er gået af mode,” forklarer Reuven Ohana. ”Hos os kan vi hjælpe med at udvikle et nyt design, hvor alt i smykket bliver genanvendt.”
Ohana sælger både egne smykker og designersmykker i andre mærker, bl.a. de populære allianceringe og alliancearmbånd med brillanter. Reparationer, smykkerensning og specialopgaver fylder også godt op i ordrebogen.
Reuven Ohana driver forretningen sammen med sin kone Irina, der er uddannet guldsmed og designer og også arbejder som danseinstruktør. Det lille værksted i selve butikken vidner om, at der bliver arbejdet flittigt med de stolte guldsmedetraditioner. Her er arbejdsborde med smeltedigler, loddelamper og værktøj, der har hørt faget til i århundreder.
Selv om der bliver arbejder i kostbare materialer som guld, sølv og ædle stene, er det mest værdifulde for Reuven Ohana en lille, uanselig træblok på størrelse med en håndflade. Træblokken, der i fagsprog kaldes en filenav, er guldsmedens lillebitte ’arbejdsbord’. Her placerer han smykker og sten, der skal bearbejdes. Filenaven har små fordybninger og fremspring, Reuven selv har lavet.

”Filenaven er som en travhest, man rider til”, fortæller han. ”Det starter som et upersonligt stykke træ, man så med tiden former og shaper efter sine egne behov. Den hér har jeg arbejdet ved i 10 år, og den er efterhånden så slidt, at den skal udskiftes. Men jeg kan ikke, den passer jo helt perfekt.”

Er det så sin filenav, guldsmed Ohana ville tage med, hvis han blev sat på en øde ø og kun måtte medbringe én ting fra sit værksted? Svarer falder prompte:

”Jeg kunne ikke være på en øde ø.”


Skrevet af : Lone Spliid - artikel til Østerbro Avis